• +45 42 54 70 62
  • bekpedersen@proton.me
  • CVR 44 14 06 24

Mit arbejdsfelt

Velkommen til min hjemmeside og til beskrivelsen af min private praksis, hvor jeg tilbyder støtte, behandling og rådgivning til børn, unge og voksne samt deres pårørende og de fagpersoner, der er tæt på dem. Jeg tilbyder desuden undervisning og supervision til psykologer, læger, pædagoger, sagsbehandlere m.fl.

Jeg har mere end 25 års bred erfaring inden for både det psykologisk-psykiatriske og det psykologisk-pædagogiske felt på børne- og ungdomsområdet. Jeg har undervejs specialiseret mig særligt i autisme hos børn, unge og voksne. Jeg har stor erfaring med forskellige autismeprofiler med og uden andre samtidige udfordringer som ADHD, mental retardering, identitetsproblematikker, livskriser, stress, belastningsreaktioner, angst, OCD, depression mv.

Jeg tilbyder bl.a.:

  • Terapeutisk behandling til større børn, unge og voksne med autisme. Ved behov inddrages pårørende eller støttepersoner.
  • Undervisning og vidensformidling til fagpersoner om autisme, f.eks. om udredning, behandling og pædagogiske tilgange til børn, unge og voksne. Jeg afholder desuden jævnligt kurser og boostere i udredningsinstrumentet ADOS-2.
  • Supervision og rådgivning til psykologer, læger, pædagoger, sagsbehandlere m.fl. individuelt og i gruppe. Herunder supervision i forhold til psykologers autorisation og specialistuddannelse, supervision i ADOS-2, miljøterapeutisk supervision og rådgivning i dag- og døgnbehandlingstilbud mv.
  • Faglig rådgivning evt. kombineret med støtte til samarbejde og proces i netværket i komplekse forløb om autisme med fokus på fælles forståelse og individuelt tilpassede forandringer. Dette tilbydes både i kommunalt og psykiatrisk regi.


Et samarbejde med afsæt i det enkelte menneske

For mig er det altafgørende at skabe et trygt, meningsfuldt og tillidsfuldt samarbejde. Jeg tager altid udgangspunkt i det enkelte menneske og prioriterer højt at lytte og sammen med dig finde ud af, hvad der er vigtigt. Jeg tager udgangspunkt i din motivation, behov og ressourcer og i de relationer og omgivelser, du befinder dig i.

Målet med samarbejdet med mig kan være:

  • At få en bedre forståelse af dig selv, af andre eller af situationer
  • Nye måder at håndtere følelser, tanker, relationer eller symptomer på
  • Øget deltagelse i hverdagen eller i fællesskaber
  • Øget indsigt og handlemuligheder hos pårørende
  • Faglig og personlig udvikling hos fagpersoner
    



Når problemstillingerne er komplekse eller ”vilde”

Jeg arbejder ofte med komplekse eller ”vilde” problemstillinger, som kan virke uoverskuelige fordi mange faktorer spiller ind. Det kan være i forløb med dig som enkeltperson, pårørende, fagperson/-er eller hele netværket omkring en person eller en familie. Kompleksiteten kan være til stede i den personlige profil, i de nære relationer og omgivelser eller i samarbejdet med fagpersoner. For fagpersoner kan fokus være at opnå fælles forståelse og tilgang i det faglige samarbejde omkring komplekse problemstillinger f.eks. internt på døgninstitutioner, bosteder eller i netværkssamarbejdet med deltagelse af pårørende, flere instanser eller sektorer mv. Jeg har stor erfaring med at skabe struktur, overblik, fælles proces og forandring i komplekse forløb.

Faglig tilgang og metoder

I min forståelse og tilgang trækker jeg på flere forskellige teorier og metoder, herunder:

  • Udviklingspsykologi og udviklingspsykopatologi
  • Systemisk tænkning
  • Kognitiv-adfærdsterapeutisk tilgang
  • Specialpædagogiske og autismevenlige metoder

Om mig

Jeg er autoriseret psykolog med følgende efteruddannelser:

  • Specialpsykolog i Børne- og Ungdomspsykiatri
  • Specialist og supervisor i klinisk børnepsykologi
  • Certificeret træner i ADOS-2 (Autism Diagnostic Observation Schedule, 2nd Edition),som er et internationalt anerkendt redskab til udredning af autisme.

Jeg har arbejdet i kommunalt regi, i børne- og ungdomspsykiatrien samt i den socialøkonomiske virksomhed Center for Autisme bl.a. som faglig koordinator internt og eksternt som specialist for VISO (Den Nationale Videns- og Rådgivningsorganisation under Social- og Boligstyrelsen) i komplekse autismeforløb på både børne- og voksenområdet.

I dag arbejder jeg bl.a. som konsulent med psykiatrisk udredning af børn og unge.

Samtaler og rådgivning tilbydes på både dansk og spansk.